Skærtorsdag 17/4, afholdt klubben et rallystævne, det er efterhånden blevet en tradition at starte påsken med årets første udendørsstævne. Der var i alt 54 ekvipager fordelt på de 4 klasser, i begynder klassen var der ikke mindre end 20 deltagere, og flere som prøvede at konkurrere for første gang. Det er så skønt at sporten får tilført nye deltagere. I åben klasse, som giver kvalifikation til DcH’s Danmarksmesterskaber, deltog 37 ekvipager.

Dagens vejr kunne være bedre, men for hundene var det perfekt, ikke for varmt og der kom lidt dryp fra oven, som dog heldigvis hurtigt forsvandt igen.

Når der er så mange deltagere, er det nødvendigt med 3 baner samt 3 dommere. Der var også deltagelse af 2 dommeraspiranter, så deltagerne blev virkeligt holdt godt øje med på banerne.

Allerede onsdag aften blev banerne målt op og der blev sat banebånd på. Torsdag morgen skulle der køres rekvisitter/udstyr frem til banerne så dommerne kunne opbygge. De første deltagere dukkede op kl. 7.15 for at stille stævne telte op og aflevere deres startbøger. Snart var der fyldt med telte langs banerne, den gode stemning og forventningerne var næsten til at tage og føle på. Rally kan altså noget helt specielt.

Efter en lækker frokost, fortsatte bedømmelserne på banerne. Kl. ca. 15 var bedømmelserne i de respektive klasser færdige, point var indtastet, og resultater og placeringer var nu klar til præmieoverrækkelse. Præmierne var i år smukke rosetter i en speciel påske udgave, de blev taget rigtig godt imod. Desuden havde vi fået samlet rigtig mange flotte sponsor gaver ind fra mange af byens butikker og virksomheder – vi er som klub yderst glade for at de tager godt imod vores forespørgsel om gaverne. En kæmpe tak for det.

Dette arrangement kan naturligvis ikke holdes uden en masse hjælpere, både før, under og efter stævnet, vi takker alle jer som har givet en hånd med, I er uvurderlige – TAK.


  

Nyheder

Sponsorer